Kronhjort - Romesco

Tilberedningstid 30-60 minutter

Ingredienser

4 personer
  • Krondyr alternativt kalv, okse eller lam ;)

  • 1 stk. lårtunge

  • 4 stk. Tomahawkkoteletter

  • 1 dusk timian

  • 1 stk. hvidløg

  • 1 spsk. olie og smør til stegning

  • Romesco

  • 4 røde peberfrugter

  • 2 store tomater

  • 6 spsk. olivenolie

  • 3 cm. chili

  • 170 gram mandler

  • 2 spsk. eddike

  • 1 fed hvidløg

  • 1 spsk. Hakket persille

  • Rösti

  • 2 stk. bagekartofler

  • 1 stk. rødløg

  • 1 dusk timian

  • 2 spsk. olie til stegning

Fremgangsmåde

Som skrevet i ingredienslisten, så kan du altså sagtens lave den her ret med andet end Kronhjort. Du kan gøre det hele på præcis samme måde med andre former for kød. 

Vend peberfrugterne og tomaterne i lidt olivenolie, og smid dem i ovnen ved 200° i 15 min. 

Imens det bager, kan du starte på röstien, ved at rive kartoflerne på den grove side af rivejernet, vende det sammen med 1 spsk. salt, og lad det så stå og safte lidt i 10 minutters tid i en sigte, så vandet kan løbe fra. 

Pres nu det sidste vand ud med hænderne, og vend det sammen med det snittede rødløg og den hakkede timian. 

På en pande varmer du olie op, og kommer du den revne masse på i et lag på ca. 1 cm. i tykkelsen,  tryk den helt sammen med en ske eller palet. Steg den i 5-8 min. til den har en flot gylden overflade. Sæt den ind i ovnen, når du tager peberfrugter og tomater ud. Giv den ca. 20 min. ved 180°.

Skær tomaterne og peberfrugterne groft ud, når de er til at håndtere pga. varmen. Du kan lige fjerne så meget du kan af skrællen på peberfrugterne, og kernerne også. Tomaterne skal du bruge det hele af. Kom det op i en foodprocessor sammen med hvidløg, chili, eddike og mandler. Smag det til med lidt salt. 

Ud med röstien, og vend den om på panden, ved lige at lægge den på et grydelåg, og lad den glide over på panden igen med den anden side opad. Steg den gylden på komfuret. 

Steg først lårtungen af. Den skal have længst tid. Varm pande - høj varme - kun olie. Lad den få en flot farve hele vejen rundt. Skru ned for varmen til 7 ud af 10 og kom en stor klat smør på sammen med salt og peber, timian og hvidløget.
Drej kødet, så den ligger "opad". Tip panden på skrå, og pøs nu smørret over kødet igen og igen, til det har en smuk ensartet farve. Kom det i ovnen ved 200° i 4 min. og tag det ud og pak det ind i staniol og et viskestykke, imens koteletterne steges. 

Samme princip her. Høj varme - kun olie - flot stegeskorpe. Skru ned for varmen, og gør det samme med lårtungen med smørret og urterne. Tag dem af panden, og lad dem trække færdigt i et par minutter. 

Lun rösti og Romesco op, og servér det hele sammen. 

Husk du kan bruge alle former for kød på denne måde. Lårtunger og koteletter opfører sig ens uanset dyret. 

Billeder fra opskriften

Skærmbillede 2021 02 25 Kl. 17.04.53

Kommentarer

  • Anne-Lise T.

    Ser fantastisk ud - nu mangler jeg bare krondyret :-)

    • Jesper Vollmer

      Du kan SAGTENS bruge andre dyr 😜
      Jesper

  • Birthe H.

    ja og hvor finder man sådan en, og kan man skifte den ud med oksemørbrad, kan man også tilberede noget af det på forhånd

    • Jesper Vollmer

      Man kan sagtens skifte kødet ud med enten kalv, lam eller okse. Det fungerer på samme måde...
      Det tror jeg faktisk lige, jeg smide med i opskriften...
      Jesper

  • Helle R.

    Hej
    Vil bare sige Tak for den der tæller der er blevet tilgængelig - super til at gange op/ned med
    V.h. Helle

    • Jesper Vollmer

      Tak Helle
      Det har været et ønske fra mange !
      Vi er så glade for den selv...
      Jesper

  • Joan S.

    Hej Jesper
    Tak for dine gode opskrifter!!
    Du gør, at jeg tør kaste mig ud i ting, jeg ikke har prøvet før.
    Og altid med spændende tilbehør!
    Jeg elsker denne klub!!!
    Hilsen Joan

    • Jesper Vollmer

      Wuhuuu Joan !
      Jeg får røde mandagskinder 😜
      Jesper

  • Connie M.

    Hej Jesper
    Så smart med tælleren...god ide :-)
    Vh Connie Moisen

  • Bo B.

    Hej Jesper
    Skal lave en rådyrkølle som jeg selvfølgelig gerne vil bliver så saftig som muligt, da det jo er et relativt tørt stykke kød.
    Tænker langtids brassering, eller grill på rotisseri eller ?
    Har du et godt fif :-)
    Venligst / Bo

    • Jesper Vollmer

      Hej Bo,
      Grill er bedst. Der er intet fedt i rådyr, så en braisering vil bare gøre det tørt…

  • Jane L.

    Kan man forberede krondyr Filet før altså start med give den stege skorpe i panden og Vente med at stege dem færdig i ovnen til man skal bruge dem efter 1 time eller 2 eller bliver det ikke godt mit køkken er ikke er så stort jeg har 4 stk flotte filer Vi
    bliver 8 personer
    Vh Jane Lolk

    • Jesper Vollmer

      Hej Jane,
      Beklager mit sene svar.
      Det kan du godt. Du kan godt brune kødet af, men det skal blive på køkkenetbordet og ikke i køleskabet bagefter. Sådan gør vi faktisk også på restauranter 😊

  • Anja E.

    Dejligt med vildtopskrifter👍, flere af dem tak☺️.
    Vildænder, fasaner, de forskellige udskæringer af dådyr. Hvordan vil du f.eks. tilberede en dådyr bov🤔

    • Jesper Vollmer

      Tak for prikket på skulderen... Jeg skal nok huske mere vildt!
      Bov kunne evt. gøres sådan her...
      180° i 1 time sammen med lidt tomater, løg og hvidløg. Husk godt med salt på boven.
      1,5 time mere ved 180° sammen med lidt kartofler i tern og en slat olivenolie
      Så skal du bare se... 😄
      Jesper

  • Jan L.

    Den sauterpande du bruger til de røde peberfrugter - hvad er det for én og hvilke fabrikat?

    • Jesper Vollmer

      Hej Jan
      Undskyld det sene svar. Hvis det er den sorte, du mener, er den fra Alessi. Det er desværre ikke en serie, de fører mere. Men ja den er virkelig lækker.
      Jesper

Skriv en kommentar

Du skal være medlem for at kunne skrive kommentarer.