Ingredienser
Grydebrødet
0,50 liter koldt vand
1 stk. gær på størrelse med en ært
600 gram hvedemel eller ølandshvede + 100 gram for rette konsistens
1 spsk. flagesalt
Fremgangsmåde
Det her er en meget nem proces for et super resultat.
Du kan altid lege med at justere lidt på mængden af salt, så det kommer til at smage, som du bedst kan lide det. Og som sagt i filmen, kan du også eksperimentere med surdej for syrlighedens skyld.
Pisk den lille mængde gær ud i det kolde vand, og saml resten af ingredienserne i skålen, og rør sammen med en ske. Brug evt. lidt ekstra mel, så du rammer konsistensen fra filmen/billedet. Det afhænger ofte af melkvaliteten, hvordan konsistensen bliver.
Dæk dejen til, og sæt den på køkkenbordet til dagen efter. Så det er ikke, som jeg kom til at sige i filmen en koldhævning men mere en langtidshævning.
Næste dag tager du dejen ud af skålen på et meldrysset bord, og trækker ligesom bunden op over resten af dejen. Drys lidt mel i bunden af skålen igen, og læg dejen tilbage under et viskestykke i 2 timer.
Efter ca. 1,5 time sætter du en 3-5 l. gryde med låg (gerne en støbejernsgryde) ind i ovnen, og tænder den på 250 grader. Når dejen har hævet de to timer, vendes den forsigtigt ned i den varme gryde, låget sættes på, og gryden sættes i ovnen med låget på i 30 min.
Tag låget af, og bag yderligere i 15 min.
Tag nu brødet ud af ovnen, og vend det ud på en rist til afkøling.